Helle i Kina

Idag på vandring efter at have fået massage til 30 yuan for en time, slog det mig at jeg er glad. For mange ting.

- at Ditte og Teddy kommer imorgen

- At Ditte og Teddy forhåbentligt medbringer chokolade i store mængder, og andet godt

- at jeg ikke er tysker, og derved ikke behøver at råbe eller brokke mig over stort set alt

- at jeg ikke er amerikaner og ikke teer mig som om jeg ejer verden - tak skal sendes til kineserdamen der sagde “det er til mine børn, og hvad så?” på fabelagtigt engelsk til de højtråbende idioter.

- at jeg aldrig generaliserer.

Hejsa - først: beklager, denne blev sendt ud som mail i lørdags, så her er den med en uges forsinkelse..

Det her bliver nok en længere mail igen. Det er nok i virkeligheden regelen af de her mails skal være lange, så skidt pyt.

Jeg starter med i onsdags, fordi det var en meget begivenhedsrig dag. Jeg havde en aftale med min sprogpartner klokken 15.30 så da jeg havde spist frokost med de andre der havde fri, blev jeg på skolen og lavede lektier, uden for i solen, for vejret var herligt (faktisk var det næsten for varmt i solen!!). Der kommer et barn hen til mig med nogen selvlavede malerier og spørger om jeg vil kigge på dem. Vi får os en lille snak på kinesisk, og bortset fra at barnet sagde ’jeg forstår ikke hvad du siger’ oftere end jeg gjorde, så gik det meget godt. Jeg køber nogen billeder, fordi det faktisk var helt udmærket, og barnet går. Kommer tilbage og giver mig noget slik og sit telefon nr. Af grunde jeg ikke kan gennemskue. Men jeg mødes med min sprogpartner og fortæller om episoden, viser barnets navn og spørger om det er et drenge- eller pigenavn, da det var noget svært at vurdere. Det aner min sprogpartner ikke, for hun kan ikke læse de tegn barnet har skrevet. Men hun siger, at eftersom jeg har telefonnummeret, så kan jeg da bare skrive og spørge. Jeg spørger om ikke det er sådan bare en anelse uhøfligt, men eftersom jeg er ’laowai’ (udlænding) så kan jeg sagtens tillade mig at spørge, siger hun. Så udlændinge har ingen manerer, og kineserne ved det. Og nu ved jeg det.

Da jeg kommer hjem fortæller Tara mig at hun har mødt en mand ude på campus som gav hende nogen papirer uden at fortælle nærmere. Og i disse nobelhalløj tider med censur og halløj tog hun bare i mod papirerne og håbede på at være med til at skrive historie. Ordveksling: mand: Kan du tale kinesisk? Tara: en smule. Mand: vær så god. Mand overrækker en kæmpe bunke papirer og går. Da hun får en kineser til at oversætte noget af det viser det sig, at det er en græsk erotisk (pornografisk) novelle.. Med mandens telefonnummer og et msn-brugernavn på forsiden..

Så da vi er på vej i seng om aftenen, omkring kl. halv tolv begynder der at lyde en hyletone ude fra gangen/badeværelset. Men vi kan gnnemskue hvorfor. Vi tjekker i opgangen om det er en brandalarm et sted, intet. Vi går nedenunder for at lytte til den lejlighed for måske det var derfra, men møder en mand i gangen, der fortæller os at vi er gået forkert, vi bor jo på etagen ovenover. Tak for info. Vi kan intet høre og går op på 16. etage, kan stadig intet høre, men lyden er der hele tiden i vores lejlighed. Jeg går ned til manden igen da han så halv officiel ud, og fordi vi ikke mener vi kan ringe til vores udlejer på dette tidspunkt om aftenen. Han forklarer mig igen at jeg altså bor på etagen ovenover, men efter lidt tid forstår han at jeg altså har et problem. Han kommer med op, og syntes godt nok det er lidt mærkeligt. Han lytter over hele lejligheden og han lokaliserer lyden til at være stærkest på badeværelset. Så han tænder for det varme vand, slukker for det varme vand og væk er lyden! Mand kigger på os som om vi er vi er noget af det mest uintelligente han har set meget længe, og løber (ikke går, ikke går stærkt, men løber) ud af lejligheden.

Derudover at sjove ting siden sidste fællesmail, har jeg jo været på tur til Indre Mongoliet og Shanxi, og altså ikke Mongoliet som jeg kom til at skrive.. lille forskel.. Vi tog af sted søndag morgen klokken meget tidligt og kørte i bus af sted til Indre Mongoliet i meget lang tid. Og et døgn fyldt med herligheder begynder. Først frokosten på vejen: får og lidt andet gøjl, men får. Lam er lækkert, får smager af bildæk. Ankommer til lejrpladsen (jo, vi skulle da sove i telt) og bliver mødt af et festmåltid bestående af: får. En anelse gøjl, men meget får. Og baijiu – Kinas version af snaps. Lækkert lækkkert lækkert. Bagefter er der fællesdans til diskorytmer der burde være aflivet for mange år siden, men da det er ved at være grusomt koldt danser alle af sted som var de tvunget til det. Afslutter med absurd meget fyrværkeri og går i seng. Vi skal sove i et telt med 6 personer i, med træplader og en enkelt ’dyne’ som madras og ellers en ’dyne’ mere til hver. Dynerne er aldrig blevet vasket, luftet eller udskiftet. De stinker af katte/musse-pis (en stadig igangværende diskussion – jeg holder på mus/rotte), er fugtige og så støvede at man skal holde sit hoved på behørig afstand for ikke at hoste sig selv halvt ihjel. Hvilket vel og mærke skal gøres samtidig med at man fryser bagdelen af hvis ikke man er helt inde under. Resultatet er at jeg sover med: to par sokker, uld bukser, bukser, uld kjole, to t-shirts, to sweatere, min jakke, to halstørklæder, handsker og min hue trukket helt ned til hagen. Og lur mig, jeg ku næsten holde varmen! Succes! Næste morgen står vi op før solen for at komme ud og se solopgangen, smukt ja vist, men så det endelige bevis på kulden. Kattene forsøgte at kravle ind under de dyner folk havde taget med for at holde varmen. Bagefter var der morgenmad: får + gøjl + the med salt. Lækkert lækkert lækkert! Så en tur på hesteryg ud over græsstepperne (fantastisk smukt) – hvor jeg fik besked på ikke at røre tøjlerne. Overhovedet. Og så gennede guiderne hestene frem, ganske uden problemer. Snød dog og tog tøjlerne efter min hest valgte at sparke ud efter guidens hest. Guiden sætter i galop efter min hest (der allerede er på vej over alle bjerge da den opdagede fejlen- med mig på ryggen), smækker den en med pisken og så er vi på vej retur til flokken. Sku da heldigt man har siddet på en hest før! Tilbage i lejren skal vi lige nyde en dejlig frokost inden vi kører, bestående af: Får. Denne gang også med fåreindvolde serveret i flækket fårekranie. Mums! Der udover skal der lige knyttes en kommentar til toiletterne på stedet, de virkede nemlig ikke. Nogen af dem. De var så klamme at de fleste holdt sig i over et døgn fordi det var decideret brækfremkaldende at gå derind. For satan hvor var det klamt. Ved ikke hvorfor i skal vide det her, men for hulen det var ulækkert!

Derefter kørte vi mod Houhot og kiggede selfølgelig på en masse templer og des lige. På vejen dertil går vores bus i stykker, noget med bremserne, men det gik heldigvis over af sig selv efter en halv times tid.. J Muligvis var det ’bare’ at de var overophedede, men eftersom alle i bussen sov fordi den forgående nat havde været rimelig lang og kold, så har ingen registreret at vi skulle have kørt i bjerge eller andet bremsevarmende terræn.. (chaufføren forhåbentligt undtaget). Ellers var turen også plaget af sindssyge trafikpropper, og meget lange køreture. En dag kørte vi ud til ørkenen, det skulle have taget 2-3 timer, det tog 6. Vi havde derfor kun 2 timer i ørkenen for derefter at køre 4 timer tilbage igen. Dumt. Men ørkenen var lavet om til forlystelsespark. Det var meget mærkeligt. Kamelridning, tog, sandrutsjebane, ’tank’kørsel, sandskulpturer, næ, man skal ikke kede sig i ørkenen, eller bare nyde naturen. Underholdning! Mere underholdning!

Videre til Datong, Shanxi, hvor vi bland andet så nogen fantastiske buddhaer hugget ind i klipper og huler. Yungang grotterne hed de, og skal ses med guide. Hun vidste alt. Hun var desværre meget kinesisk og mente ikke at vi måtte kede os i bussen, så der var konstant underholdning, blandt andet med oplæsning af Konfucius (på kinesisk forstås). Derudover skal det siges at mindste lønnen i Kina er alt for lav, hotellet som vi boede på, havde en mand ansat til at skubbe svingdørene. Hvis det kan betale sig frem for elektricitet, så er der noget galt. Helt galt!

Til sidst vil jeg lige påpege at denne mail er skrevet af en der har kigget døden direkte i øjnene, stirret tilbage og spyttet på den. Jeg har overlevet en time i en stadig fungerende kinesisk kulmine. 300 meter ned med elevator (nok det værste på hele turen), et kvarters tid med tog længere ind i minen, og så vade rundt i fantastisk smukt tøj, med et ’safe your self’ kit bundet fast til livet. Enormt fascinerende! Ikke nogen gængs turist-attraktion, hvilket nok kun gjorde det endnu bedre. Men har aldrig været så glad for at se solen igen, som da vi endelig var oppe under den blå himmel. Det har nok kostet mig 5 år af mit liv i sidste ende med alt det kulstøv der befinder sig i mine lunger lige nu, men skidt!

Ellers skal det siges at jeg stadig er ved godt mod, glæder mig utroligt meget til at Ditte og Teddy kommer herned om en 2 ugers tid, og har møg travlt med at skulle lære de sidste 700 tegn til min HSK eksamen om en måned. Jeg ved godt hvordan jeg skal bruge min tidJ tænkte at jeg lige ville dele med jer hvordan man forsøger at kunne huske de der satans tegn. For eksempel et ord som ensom. Det første tegn er at man er ensom under et tag, hvis man er på noget småt og vinker, andet tegn er at græsset altid er større under taget hvis det får sol. Det er jo logisk! J

Kan i nu have det herligt til vi snakkes igen!

Hejsa alle jer derhjemme og ude og omkring.                              

Det er efterhånden frygteligt lang tid siden jeg har fået skrevet sidst, det vil jeg gerne på forhånd beklage da det vil give resultatet at denne mail bliver lang. Måske endda latterlig lang.. sådan kan det gå

Nå, nok udenomssnak, og back to business. Sådan lidt opfølgning, så har vi siden sidst haft haft flere næroplevelser med kakerlakker. Åbenbart er det ikke nok hvis man skal holde de sataner væk at rengøringsdamen kommer én gang om ugen, og slet ikke hvis man har haft komsammen. Har pt. 3 der residerer et sted derude, eftersom vi ikke har slået dem ihjel endnu, da de kun kommer frem når man mindst venter det og ikke kan finde giften. Mao (vores kryb-bekendtskab i køkkenet) døde i en frontation med en tallerken og en skrækslagen rumbo. Jeg giftsprayede den bagefter, bare for at være sikker.. Hvorfor skulle man ellers købe gift? Og når jeg nu for en gang skyld rent faktisk kunne finde giften!

Cyklen og jeg er også ved at være helt gode venner, nærdødsoplevelserne er drastisk reduceret til gengæld har jeg oplevet en stigende kurve af nærkontaktoplevelser med modkørende cykellister. Åbenbart er der ingen regler for hvem der viger for hvem, selvom de kører i den forkerte side af vejen, i al fald ikke nogen jeg har opdaget endnu, udover den famøse leg ’kylling’ og den naturlige vigepligt, naturligvis.  Min bedste taktik er at finde en kineser der kører i mit tempo og så ligge mig lige i røven på ham, lidt ved siden af så jeg ikke rammer ham hvis han bremser. Det fungerer. For det meste.

Stress niveauet angående studierne er steget en anelse, og jeg begynder at forstå hvorfor de har professionel hjælp til os - selvom jeg ikke er helt derude endnu. Men jeg fungerer altså ikke helt som jeg plejer, for eksempel er jeg og fødselsdage en forfærdelig dårlig kombo lige pt.. i alle tilfælde til at huske dem..  Men det gør mig forhåbentligt ikke berettiget til professionel hjælp, men der er meget stress og mange lektier. Kan godt mærke at jeg trænger til ferie! Fra på fredag og 10 dage frem! Skal til Mongoliet med skolen, det skal nok blive en fest med kameler, brændevin, heste, ørken og forfrysninger hvis man skal tro på bare lidt af det man hører…  sagen er den at kineserne har to ferier her lige efter hinanden, den første månefesten sidste onsdag – fredag fejres med kager og fri, til alle bortset fra os. I er jo ikke kinesere, så hvorfor skal i have fri? Ja. Det kan jeg da godt se, undskyld.. Men vi har så fri sammen med kineserne til nationaldagene her fra d. 1/10 til 10/10 – så det er rart. Faktisk har vi mere fri end de fleste kinesere.

I sidste weekend var vi i Chengde på en tur også arrangeret af uni og det var såmænd meget hyggeligt. Godt nok var dem jeg snakker mest med ikke med (pengeproblemer, koncert og besøg hjemmefra), men så lærer man jo de andre lidt at kende.. Programmet så ud som følger: fredag – afgang, buskørsel, muren (elsker elsker muren, selv i gråvejr er den fantastisk) mere buskørsel, fryse, hotpot (svede – stærkt og i meget lille rum) ’massage’ (slåen på ryg med knytnæver er en anden betegnelse) karaoke, sove/fryse. Tidligt op i gang, man skal jo ikke spilde tiden, så en frygtelig masse templer (3), frøs nærmest nonstop, ud i en stor park og ud på en kæmpe sø for at sejle lidt rundt i små både. Underholdende, specielt da en af tyskernes både torpederede en kinesisk families båd. Faren syntes det var enormt sjovt, ungen var i chok og moren helt abnormt tosset. Hvis øjne kunne dræbe så var den tyske båd forsvundet i en røgsky og fiskene i søen blevet lidt federe..  Bagefter skulle vi på rundtur i parken, som viste sig at være noget nær gigantisk. Bedste gøjser stil med busser der kørte som død og helvede, satte os af forskellige steder og 10 min senere sku vi være i bussen igen og videre. Selv Der Führer (Matthias, kontaktperson halløj, omtalt i tidligere fællesmail) sad og skreg i bussen da vi drønede mod et hårnålesving med brat fald til den ene side.

Det bedste (efter muren naturligvis) på turen (og ingen klamme associationer her, tak) var da vi skulle se Penisstenen. Den har et andet navn, men det har jeg glemt, og meningen er den samme. Tanken er at hvis man rører ved denne sten bliver man mindst 130 år gammel. De ku måske godt have tilføjet et ’hvis man overlever turen ud til stenen’. Men sådan er der så meget.  Stenen er en af naturens små luner, den står på toppen af et bjerg/bakke halløj og ligner noget der kan vælte hvert øjeblik. Man tager først en kabelbane der ligner svenske kasserede havebænke i godt og vel en halv times tid, og så klatrer man det sidste stykke op til stenen der står helt yderst, hvor kanterne er stejle og med dødeligt langt ned til begge sider, hvor sikkerheden er et hegn på ca. 30cm og en gul streg der markerer her til og ikke længere.. Bjarke fik et anfald af højdeskræk på toppen med det resultat at der stod fire kinesere og bad ham i et meget bestemt tonefald om at sætte sig ned, da han endelig satte sig ned blev der fortsat holdt et skarpt øje med ham, en besvimelse dér havde altså også været en uhyre uheldig ting..! det var faktisk en rigtig god weekend!

Ellers siden sidst er jeg blandt andet blevet klippet, har fundet mig en sprogpartner der er noget mere struktureret og konkurrence mindet end jeg er. Hun har givet mig lektier for til næste gang vi mødes! Jeg troede at vi skulle hyggesnakke og hjælpes lidt med lektier og den slags, men der blev jeg snydt. Ser lige hvordan det går og ellers må jeg jo sætte min kæmpe europæer fod i jorden og finde mig en ny sprogpartner der måske er lidt mindre ambitiøs. Spørgsmålet er om man kan det på Kinas førende universitet? De her unger har ikke lavet andet end at studere hele deres liv for at blive så gode som de er, og kender ikke til meget/noget som helst andet.. Øl er i al fald en by i Rusland!

Ellers går det udmærket i lejligheden, min ene rumbo skal til kinesisk tandlæge inden så længe, og hvor er jeg helt igennem lykkelig for at det ikke er mig. Ellers er vi alle sammen så vidt vides stadig sunde og raske og ved nogenlunde godt helbred og mod.

Vejret er skiftet og blevet rart efterårsagtigt med dagstemperaturer omkring 20 grader og så halvkoldt om natten. Det er helt fantastisk. Først kogte vi, så havde vi tre dage med kulde og vinterjakker og nu er det til rart. Og himlen er blå og man glemmer næsten at vi er i en af verdens mest forurenede byer, bare det at man rent faktisk kan se bjergende der omkranser byen er faktisk helt vildt. Og jeg tror ikke de er mere end 5, måske 10 km væk..

Derudover skal det siges at jeg har anskaffet mig sådan et program så jeg endelig kan uploade billeder til det dersens internet. Principelt kan jeg gå på facebook, men har en deal med mig selv om at lade være da det er alt for stor en tidsrøver. Så der ses vi stadig ikke før jeg er hjemvendt.. så billederne bliver lagt ud på en hjemmeside der hedder så meget som http://picasaweb.google.dk/helle.j.rasmussen så der kan i titte hvis i lyster!

Ha det herligt og pas godt på jer selv!

Helle /  海丽   

F… l… Gøjsistan!

De har blokeret min facebook, det kan jeg leve med, jeg kan ikke komme på youtube, det ku være værre, jeg kan ikke få stillet min nyhedstørst hos CNN, det går også lige, men hvad hel… er det for noget … at jeg ikke kan uploade billeder på min picasa side!?!?!?!?!?!?!?!?!?!?!?!? WHY!?

Det er der sku da ingen hel…. mening i!?

Youtube giver mening, cnn, ja for søren, blokér lortet, men min billeddelingstjeneste!?

hvorfor skal google også vise tænder overfor Kina, det holder ikke, Kina vinder! Bøj jer nu bare i støvet og lad mig komme på min højt elskede picasa side!!!!

Grrrrr

Bac

Hej! Så er det blevet tid til fællesmail/blog udlæg!

Her i Kinaland går det herligt, endnu, skolen er begyndt, de første 3 dage er veloverstået og byrden er ikke uoverskuelig. Endnu. Vi forstår langt fra alt hvad lærerne siger, Tai Laoshi (han skal tiltales lærer Tai!?)  taler langsomt, tydeligt og med en milliard eksempler, gerne involverende mad og lærer Lü tegner, danser og gestikulerer helt vildt for at få meningen ind i vores små hoveder. Nogen gange så lykkedes det, nogen gange gør det ikke, nogen gange tror vi det gør, og så gjorde det ikke alligevelJ  Men altså, det ser ud til ikke at gå helt galt endnu, men man er godt nok træt efter sådan en dag – det er forbløffende hårdt at skulle fokusere så abnormt meget bare for at forstå. Jeg ville gerne skrive at jeg er ved godt mod og at det ikke er så slemt, men jeg tør ikke sige det endnu.

Da vi havde info dag i mandags fortalte den kære Matthias, vores tyske institut leder eller sådan et eller andet, om opholdet og sådan nogen små praktiske ting. Det vigtigste han sagde, var at det bliver hårdt, men det kan lade sig gøre, man kan ikke klare det hvis man drikker fra tirsdag til lørdag, åbenbart er dette et specielt problem med danskerne (vikingerne!) da hver gang han talte druk og fest enten kiggede på os eller sagde, ja så var der en københavner som… Ja, det var der nogen danskere der gjorde… Så enten er tyskerne kedelige eller også har det været rimeligt crazy for de foregående hold hernede. Så vi har jo lidt af et ry at leve op til. Så blev vi anbefalet at købe Insiders Guide til Beijing da den blandt andet beskriver hvad man skal gøre hvis man bliver gravid i Beijing… Det er vel altid rart at vide..? J Det allervigtigste manden sagde var at det bliver hårdt, og at det er stresset at begynde. Kina er stressende, sprogbarrieren er stressende, mad er stressende, søvn er stressende, skolen er stressende, alt er stressende, specielt hvis man ikke har været her før, så hvis vi føler lige pludseligt at det hele er uoverskueligt eller kan se på en anden at det er for dem skal vi henvende os til kontoret. For vi vil jo ikke have at folk ender med at gå rundt og dolke hinanden ned; Holdet: hahaha, Matthias: det er sket. Stilhed.  (det må have været en tysker, vi danskere kan åbenbart finde ud af at afreagere på andre måder!) Matthias fortæller videre at hvis det klikker og vi kommer på kinesisk sindssygehospital, så kan end ikke den tyske ambassadør få os ud. Stilhed. Så derfor skal vi vide at de har professionel hjælp til os. Hvad i hede hule helvede er det lige jeg har sagt ja til!? Frivilligt endda!?

Så derfor, jeg syntes pt. det går meget godt, men jeg bliver sku lidt stresset af at tænke på at de har professionel hjælp klar til os..!

Nå ja, og så er vi jo to nationaliteter tyskere og vikinger. De vil gerne have at vi bliver som et hold (men vi har stort set ikke timer sammen) og det er jo fair nok at de gerne vil have det, men vi er vikinger! Wuhu!

Vi får basis undervisning (mundtlig og skriftlig) i abnormt små hold. Vi er 7 i klassen, så det er lidt vildt.  Skolen er for resten i et kæmpe grønt område med træer og græs og alt muligt og med en kantine der sælger mad i så store mængder at jeg må smide halvdelen ud for 5 kr.

For at følge lidt op på det jeg skrev sidst så er vores lejlighed ikke længere ’dyrfri’, jeg ved ikke om det var en kakerlak eller hvad det var der mente at mi casa su casa, men død er den i hvert fald nu efter et mindre panikanfald hvor jeg nok vækkede hele bygningen (ved ikke hvorfor alle skulle vide at vi har dyr, men det har de altså fundet ud af nu) og indtil videre ser det ikke ud som om den tog familien med. Men i tilfælde deraf har vi købt insektgift der er så voldsomt at benene ryger af dem når man sprayer dem. Tove har indtil videre fjernet på den gode side af 400 kakerlakker i hendes lejlighed og har udskiftet noget nær alle møbler, så vi er nådigt ramt må man sigeJ Men en ting der til gengæld har vist sig at være frygtelig ved vores grande lejlighed på 15. sal, men til gengæld modvirker lysten til uhæmmet kamp druk, Wiking style, (hvis man skulle rammes af den) i tide og utide er at vores elevator ikke virker om natten. Fik jeg nævnt at vi bor på 15. sal?

Ellers har vi det godt her i lejligheden, vi har afprøvet vores køkken og for mange kokke fordærver maden thi både chili, uanede mængder peber og citron skal bruges varsomt (måske slet ikke!?) i en kartoffelsuppe. Alle er glade, til tider mætte og vi har aftalt hvornår vi skal kontakte kontoret hvis vi tror det har klikket for en af de andre.

Ka’ I nu have det herligt og huske at sende chokoladen til den rigtige adresse (jeg så lige en lille knægt gå gennem postkasserne den anden dag, og jeg er sikker på at han ikke kan tåle chokolade), vær glade og raske og behold jeres …. vejr for jer selv, hvad er det for noget med regn og torden i Beijing? Torden og lyn om natten!? Tsk. 

Beklager eventuelle stavefejl, formuleringsfejl og ting der ikke giver mening, det er lørdag.

Ha det herligt til vi ses (og derefter)!

Kh Helle

 (eller, det var lørdag da jeg skrev det, og det bliver ikke bedre!)

Så er jeg ankommet til Beijing, Kina, mine damer og herrer.

Jeg ankom i går kl. 12, efter en måske anelse urolig flyvetur. ’Moderat turbolens’ med kaptajnens ord, det kan vi da godt kalde det, hvis det er det du vil.. Urolige og skiftende vinde er åbenbart ikke sundt for flyveoplevelsen. Men helbredet er intakt, og det er vel det der tæller. Til gengæld var jeg placeret i den kinesiske (bag)ende af flyet, så jeg var omgivet at kopnudler og andre stærkt lugtende madvarer, og troede at flyet styrtede ned hver gang nogen trak ud i toilettet.

Men! Velankommen til Beijing blev jeg og Tove, der faktisk var med samme fly, men sad en hel del bedre, hentet af Tara og tog ud til lejlighedskomplekset. Og, mine damer og herrer, jeg er faktisk imponeret. Godt nok var vores lejlighed fyldt med tyskere da vi ankom, men kl. 19 var de forsvundet og vi flyttede ind i 130m2, indtil videre kakerlakfri, med store værelser, varmt vand i hele 1 min på badeværelset, køkken med køleskab og fryser, og internet der virker, undtagen på mit værelse, (næsten) penthouselejlighed på 15. sal med en fabelagtig udsigt, når altså smoggen tillader det.

Da jeg ankom i går tirsdag, er det begrænset hvor meget jeg egentlig har oplevet, men det er herligt at være tilbage i Beijing, vi to er bare gode venner! Da jetlag kureres bedst ved hjælp af alkohol, tog vi ud og hilste på byen i går aftes, og hvad byder min elskede Beijing mig? QINGDAO I SMÅ FLASKER! Til gengæld fik vi to ad gangen, men hvis jeg ville have haft små øl, så var jeg blevet hjemme! Næ, stik mig en 0,6L og jeg er glad. Det gjorde de ikke, så var hjemme allerede kl. 2, hvilket vel til dels også kan til skrives de kun 1,5 times søvn i flyet..

Men tømmermænd kureres bedst med sightseeing og shopping og fastfood, så det er præcis hvad vi har lavet i dag. Så det var herligt, bortset fra turen hjem med metro. Havde fået en yderst attraktiv siddeplads i en yderst proppet metro, da to ungersvende stiller sig foran os. Fair nok, lige indtil ham den ene læner sig ind over mig og glor. Og glor mere, og får vennen til at glo. Og så får de Tara til at strække sig (ved at hun sku vise hvor vi sku af) så de også kan glo lige ned på hende. Satans møgunger. Da vi endelig skal af siger den ene ”bye bye… and thank you!” Og vi var altså anstændigt påklædt!  

I morgen skal vi have handlet lidt mere til lejligheden, tyskerne har efterladt en del, men også en hel del der er ufatteligt vammelt, og formentligt ikke kan bruges til andet end at tiltrække kakerlakker. Tove har allerede været i gang med giftsprayen i hendes lejlighed og har myrdet i al fald 30 og så dem der døde af giftgassen under møblerne som hun endnu ikke har kunnet få ud. Det vil vi gerne undgå. Så derfor får vi også rengøringsdame, en gang om ugen, til 25 kr pr gang. Nice! Vi blev spurgt om vi selv ville gøre rent eller ej, og man sku da være lidt speciel for ikke at vælge ’ej’ til den pris.

Savner facebook.

Men derudover har jeg det herligt, og håber I har det samme.

Mange farveller og farverige hilsener

Helle

Ps: min adresse til de vilde mænger chokolade i vil sende til mig er: 苏州街鼎钧公寓1501 Beijing, China

Jeg har lige set kontant. Det plejer at være en fornøjelig begivenhed, når det hænder, men denne gang måtte jeg spærre øjnene op og frembragte muligvis et lille hvæs. Faktisk blev jeg lidt harm, kunne man vælge at sige.

Deres tema var, til orientering for dem der slap fri, grønvaskning af firmaer, altså firmaer der pryder sig med lånte grønne fjer, selvom de stadig forurener en anelse for meget, fx Shell der viser at hvis blot du kører på bio95 så bliver hele verden fyldt med blomster. Hvis blot det var så vel.

Men så vælger de at tage fat på DSB (og tidligere Shell - men nok om dem). Fair nok må man sige, DSB kunne sikkert værre grønnere, sikkert meget grønnere, for helt ærligt, hvem ku ikke.  Nå, men DSB er altså en synder fordi de kører på GRØN STRØM. Sagen er nemlig den at¨der produceres en hvis mængde GRØN STRØM og en hvis mængde SORT STRØM og når DSB så køber GRØN STRØM så må vi andre nødvendigvis bruge mere af SORT STRØM fordi der er den mængde der er, så derfor udledes der samme mængde CO2 som hvis DSB ikke kørte påå GRØN STRØM. Først hvis efterspørglen på GRØN STRØM overstiger et eller andet stort og voldsomt, vil der blive bygget flere vand/vind-møller og altså gør DSB ingen forskel ved at de betaler 20 mio kr om året for denne GRØN STRØM ifølge hr. Kontant.  Eller gør de!? Man skulle mene, som en mand fra DSB gør opmærksom på, at man burde tage fat i alle dem der ikke vælger at investere i GRØN STRØM fordi de er de reelle ’syndere’ som ikke støtter op om denne klimavenlige mulighed for at lægge pres på DONG for at få dem til at investere og udvide andelen af GRØN STRØM i forhold til SORT STRØM. Men det er måske nemmere bare at tage fat på dem der prøver at gøre noget. Måske DSB skulle bygge deres egne vindmøller og stille mellem skinnerne og på toppen af både Lillebæltsbroen, Storebæltsbroen og Øresundsbroen (selvom vi så nok skulle dele med de forbaskede svenskere) - men det må man heller ikke. Gad vide hvordan man nogen sinde kan blive grøn uden kun at være grønvasket.

Mit damp barn (dampus barnus) smadrede hagen ned i gulvet idag da læreren skubbede ham væk - der var blod overalt. Hun skreg, han skreg, børnene og jeg stod chokkerede, blodet flod, lærere og sygeplejeske og headmaster blev tilkaldt, de gispede da de så alting (højt!)(tror måske knoglen kunne ses) og der bagved det hele/foran sad jeg på en stol og måtte underholde/undervise de resterende børn, eller i al fald forsøge at ændre opmærksomheden.

Kæft, mand, jeg syntes egentlig jeg gjorde det meget godt, men det var godt nok svært, og hvor fik vi sunget ‘jinglebells’ mange gange og med kæmpe armbevægelser og des lige. Håber det får sig et efterspil denne episode; den lærer, hun er dygtig, men alt alt for voldsom. Specielt overfor dampbarnet. Jeg håber virkelig det bliver ændret nu! Men jeg tror det ikke, det bliver noget bare skrevet hen som et hændeligt uheld. Det var et uheld, men sku ikke et der burde være sket. Hvis de havde behandlet ham lidt mere humant…! OHA altså, kinesere.

Og hvad skal jeg gøre, udover at være der for de andre børn? Føler mig virkelig sat i lidt af en hårklemme - de danske principper mod den kinesiske kultur.

Så var tiden kommet til vores lille fem-dages ferieudflugt, der blev til tre dage og sådan i grovetræk foregik i en bus. Vi drog afsted i en bus, sad der i 8 timer og ankom til Shandong provinsen (som ligger lige ved siden af vores.. Faktisk er Tianjin en del af den, eller var indtil den opnåede ’selvstyre’) og byen Qingdao. Hvis du, min kære læser, har været i Kina ved du, at Tsingtao også er navnet på en af Kinas højst elskede øl, hvilket hænger sammen således at Tsingtao bliver brygget i byen Qingdao. Så vi havde tigget og bedt, og jo vi måtte da gerne se bryggeriet.  HVis vi havde tid, og det havde vi ikke fordi Kongen-/ Mr. Zhao-/ Jeremy’s (The überboss) autoritet og alvidenhed blev udfordret af en gemen GPS. Så vi blev to timer forsinket..

Så efter at have kørt i 8 timer, så vi det olympiske sejlsportsstadion, der normalt er lukket for offentligheden (Lidt godt er der ved kongen) og drog på fancypants restaurant, kiggede på havnen fik fødselsdagskage (host host - så blev jeg sku 19!) Og gik i seng, stod op og kørte atter 4 timer hvor vi kunne se resten byen fra bussen..

Men frem kom vi til Qufu som huser Kungfutze’s tempel, grav og hjem. Så det så vi, med en speedsnakkende guide, og en tid på maks 2 timer - stress dræber ikke i Kina. Og så videre til en ny omgang rullebordsmad (tradtionel kinesisk) der smagte af den eddike vores peanuts plejer at ligge i. Herligt, herligt. Herefter sad vi så (surprise!) igen i bus og fortsatte videre mod Jinan hvor vi besøgte en skole under samme organisation som Cathay Future (Bare billigere.. kun 18.000 Yuan om året mod 24.000 yuan om året på Cathay( for at sætte det lidt i perspektiv: Vores kontaktperson tjener 24.000 om året, mens de lavestrangerede lærere kun tjener 12.000 om året)).

Aftenen bød på fulde værter, karaoke og så fik vi lært ordet Ganbei at kende, hvilket betyder ‘bund!’. Og det gør man så, bunder altså. Og da halvdelen af kineserne (vist nok) har et ‘jeg kan ikke tåle alkohol’-gen så blev det en vældigt herlig aften, hvis man ser bort fra Kongens dans/tilnærmelser/nærgåendhed og løjerlige påfund.

Søndag tilbragte vi i en park eller to, og skulle så hjem før tid for at se ‘children of the earth’ der startede halv 7, vi havde bare fået fortalt halv otte, så vi så tyve minutter. Fedt at opgive sin ferie for! Men vi havde stadig mandag fri (det fik vi da planen var hjemkomst søndag meget tidlig morgen)

Alt i alt en god ferie, bare alt alt alt for kinesisk. Men hvad havde jeg forventet?